Søren Samuels Saga

 

 

 

Et livs historie og oplevelse

 

 

 



 

Klik her for at hente Søren Samuels Saga i PDF

 

 

Forord

  

Som 75-årig skrev farfar historien om sit liv. Det er en lakonisk og rørende fortælling om en barndom og opvækst med engelsk syge, om at blive båret 2 km til og fra skole i Gl. Mørke, om årelangt sygehusophold, og om at blive klar over, at man er en stakkel, der ikke kan lege som de andre, og at medynk og stor medlidenhed kan virke næsten sårende. At gang hele livet er afhængig af specialsyede snørestøvler.

 

Men det er også en fortælling om en selvfølgelig vilje til at klare sig selv trods handikappet, med en selvopholdelsesdrift, han aldrig bragte til diskussion, og som gav ham brød på bordet hele livet uden at ligge samfundet til last. Han var blandt de første i Danmark, der ernærede sig som fotograf, blandt andet med forretninger i Aarhus, hvorfra stammer en beskrivelse af hans fotografering af Drachmann. Sidenhen handlede det om hans firmas succesfulde rottebekæmpelse og til sidst hans kamp mod uforstående, centrale magthavere – man aner en kamp mod vindmøller i hans modne år.

 

Farfars erindringer kom for en dag, da min fars bo blev gjort op. Her gemte sig nogle gulnede ark med denne enestående beskrivelse af ham selv og hans tid. Hans sprog er ligefremt beskrivende, blandet med talesprog, oftest uden unødvendigheder som ”så sagde han..”, ”men så sagde jeg også..”, så når han samtidig sparede på tegn og ophold, men ikke på stavefejl, var det ind imellem vanskeligt, men påkrævet nærmest at gendigte hans saga – en sjov opgave, bl.a. med genopdagelse og genbrug af mange, nu forsvundne ord og talemåder. Arbejdet er først og fremmest gjort for at dele glæden og erindringen om farfar/morfar Søren Samuel og farmor/mormor Soffi med alle mine fætre og kusiner og mine brødre. Vi elskede at besøge dem og at mødes på Bredegade i Aalborg. 

Arne Berget
arne@berget.dk

 

 

 

Et livs historie og oplevelse

af

Søren Samuel Pedersen

 

 

 

1883

1885

Jeg er født i Mørke Kommune, Randers Amt, den 21. februar 1883. Mine forældre, Gårdejer Peder Nielsen og Kirstine Nielsen, født Pedersen, havde 4 døtre og 3 drenge, hvoraf jeg var den yngste. Da jeg blev 2 år fik jeg Engelsk syge, som satte sig i hoften og højre ben og særlig i foden, som jeg endnu 75 år efter stadig har mén af.
 

 

 

1888

Som barn måtte mine søskende bære mig på armen, indtil jeg var 5 år, da jeg fik en bandage til foden og en bøjle fra foden til knæet; så kunne jeg med forsigtighed gå lidt rundt, indtil jeg blev vant til at bruge den. Men løbe kunne jeg aldrig og blev hurtig træt af at gå; det var ikke nemt for en dreng i den alder at se andre børn løbe rundt og lege, medens jeg måtte sidde stille og se til. Jeg kan huske en gang, der blev spillet håndbold, jeg mente at det kunne jeg også, og slog også til bolden og løb hen til det andet mål. De stod alle og så på mig, men rørte sig ikke. De stod og var flove og vidste ikke hvordan de skulle vende sig, og da jeg så det, blev jeg så underlig og gik stille hen og satte mig på grøftekanten. Hvad jeg tænkte, huskede jeg ikke, men da gik det vist op for mig, at jeg ikke var som andre børn. Lidt efter kom den ene af mine søskende hen og tog mig i hånden, og vi gik stille ind. Det er det eneste minde, jeg har om min første barndom.

I hjemmet hos mine søskende og far og mor havde jeg det godt i hele min barndom. Jeg husker, at min søster Kirsten hjalp mig med min mad. Særlig om sommeren fik vi tit bygvælling, som jeg ikke kunne fordrage, men ligegyldig hvad vi fik, skulle det spises op, og Kirsten spiste da min bygvælling førend de andre kom ind for at spise, og så spiste hun sin egen sammen med de andre; så var der jo ikke noget at bebrejde mig for, og således hjalp de mig altid med det, jeg ikke kunne klare selv, og min mor var altid ved min side og hjalp mig over det, jeg ikke kunne klare. Far var en streng mand og ledede sin gård med hård hånd og tog selv hårdt fat, når det var nødvendigt. Han havde ellers sin tid optaget med regnskaber for sparekassen og mejeriet, som han havde været med til at oprette og var formand for. Han var altid i sparekassen om tirsdag eftermiddagen og på mejeriet om fredagen, så som regel måtte de store brødre passe gården, og søstrene hjælpe til, og mor passe huset og hønsene og fodre de små dyr. Der var altid nok at bestille – kun jeg måtte se til.
 

 

 

1890

Jeg var 7 år, da jeg kom i skole i Gl. Mørke by. Der var mindst 2 kilometer til skolen, det var ikke let, og jeg husker disse vintre, hvor sneen kunne nå op over hustagene. Så måtte jeg blive hjemme, men dagen efter var der altid hjulspor at gå i, men det var strengt. Der boede en jernbane-ledvogter lidt fra os; de havde en stor dreng. Vi fulgtes altid ad. Han var flink og hjalp mig altid. Da jeg gik med bandage, kunne jeg jo ikke følge med de andre, men måtte stå og se de sprang omkring.


Målebordsblad med Mørke og Langmørke ca. 1870
(http://www.kms.dk/ophavsret)

 

 

 


Jeg husker vistnok min mors mor, altså bedstemor, som boede i Mørke by. Jeg var derinde engang i meget dårligt vejr. Vi skulle have kaffe for at varme os lidt. Jeg fik en brun sukkerknald. Jeg havde næsten ikke fået den kaffe ned – sød kaffe var en pestilens for mig. Det er det eneste minde om bedstemor.

I skolen gik det meget godt. Jeg sad ved siden af en gårdmandssøn. Vi sad som nr. 4 eller 5 skiftevis, så helt umulig havde jeg vel ikke været, da jeg havde været i skole et par år. Vi sang altid morgensang, og læreren spillede violin, og jeg sang herligt, men vistnok falsk. Men jeg havde altid fart på og var altid foran de andre. Læreren med violin kom bagefter, og så blev han selvfølgelig arrig til sidst og stak mig en knaldende lussing. Jeg kan endnu se ham stå på tæerne for at nå mit ansigt. Han var ikke ret stor, og jeg var lang også dengang. Jeg må vist have haft en anelse, for jeg stod på det trin, der er på gulvet, førend vi kommer ind på bænken.
Jeg sang ikke med mere siden den omgang.


 

 

 

 

Den dreng, jeg sad hos, havde en bror. Han sad længere nede i klassen, og når det var dårligt vejr, løb drengene og legede omkring bordene og gangen. Han var den stærkeste i klassen, og når jeg sad på min plads og kunne få fat i hans arm, kunne jeg holde ham fast. Den første gang jeg opdagede det, blev jeg meget forbavset, og hans bror grinede af ham: ”Det har du godt af, så er du alligevel ikke den stærkeste i klassen”. Han blev flov, og da jeg slap ham, stak han ud af klassen.

Vi var en fire eller fem fætre, som en gang imellem kom sammen. De løb og legede et par timer, og så spillede vi kort og tog hjem til aften. Det var rigtig rart for mig, men det var ikke ret tit. Jeg havde fået en cykle og lært at køre, når vejret var nogenlunde, så jeg kunne da komme lidt rundt, og tiden gik bedre. Jeg kunne også gå ture, når de ikke var for lange. Der var en lille pige fra et af husene i nabolaget. Vi legede tit sammen, særlig ved leddet, hvor banen skar marken. Jeg husker engang en eftermiddag; vi legede, det var varmt, og der blev kørt korn ind. Min bror Basse kørte studene; dem brugte vi til markarbejde, vi havde ikke heste dengang. Der var en stor stendysse ved siden af leddet. Pigen ville have mig med derhen og lege. Min bror Basse kom kørende med et læs korn og sagde til pigen ”du må ikke føre lille bror på gale veje”. Hvad han mente, ved vi ikke. Men han havde lige udlært sig som mejerist og skulle have en bestyrerpost om efteråret. Han slog et stort klang med pisken, og studene stak i rend ned ad bakken til gården, mente bror Basse, men neden for bakken var der en vej, som førte ud til engen, og studene havde stukket halerne til vejrs, altså bejsede i galop, og han kunne ikke styre dem, og de løb ud i engen halvvejs til Hornslet, før de blev rolige, og han måtte et langt stykke videre, før han kunne få vognen vendt og køre hjem til gården med kornet. Det så ret farligt ud, og far havde stået og set efter dem hele tiden, ”det ville han ikke have en gang til”, så om efteråret købte han to store, brune hopper, de var nok så sikre at køre med, og der var nok til dem at bestille. Gården var på 50-60 tønder land, og om foråret fik den ene hoppe et føl, så humøret var jo højt på gården. Jeg husker, at jeg lærte at ride på den hoppe, da vi havde haft den et par år. Så tog jeg nogle ture i marken, og det store føl løb ved siden af. Det var en rolig hest, så der var ingen fare, skønt jeg kun var 8 år.
 

 

 

1891

1893

Jeg måtte en gang om året til Randers for at få min støvle fornyet og bandagen forlænget, jeg voksede jo stærkt. Da jeg var 10 år, kom jeg igen til Randers, denne gang på Amtssygehuset, og blev undersøgt. Foden var helt groet om på siden, den udvendige side. Der skulle foretages en operation, og en måned efter var jeg på sygehuset; jeg tror det var om foråret. Det var en stor operation, den varede i 3 timer, og først dagen efter vågnede jeg op af bedøvelsen. Det varede tre døgn, før jeg var helt over den bedøvelse, og benet var jo lagt i gips. Det varede et helt år, inden den kunne fjernes, men jeg havde det godt på sygehuset. Vi var vist 6 på den stue, jeg var på. De andre sygepatienter skiftede jo tit; de var sjældent et par måneder ad gangen, men vi kunne da tale sammen, fortælle historier, gætte gåder, og hvad vi nu ellers kunne finde på. Jeg var jo en dreng – altid den yngste – og kunne jo ikke fortælle noget sjovt. Kan du ikke en sang, blev der spurgt. Jo, men jeg kan ikke synge. Jo prøv nu, vi kan da altid få lidt sjov ud af det. Hvad kan du huske? Jeg kunne da huske ”Jens Vejmand”. Den er god, begynd så. Stemmen var jo lidt mat til at begynde med, men så tog ordene mig, og jeg glemte de andre, og så gik det for fuld hals. De klappede, råbte hurra og lo over hele stuen, og jeg var flov og gemte mig under dynen. En kom hen og tog dynen fra og sagde, at jeg skulle ikke være ked af det, det var glimrende gjort – at du sang falsk, skidt med det, vi morede os dejligt. Det er ellers trist nok at være på sygestue, så vi må jo hjælpe hinanden, og vi har ikke hørt den før, og så var alt jo godt igen.
Ellers kan jeg ikke sådan huske, hvorledes tiden gik. Min mor kom et par gange om måneden, det var jo en festdag for mig.
 

 

 

1894

Nå, tiden gik og efter 8 måneders forløb fik jeg gipsbandagen af, og lægen var godt tilfreds med foden, og efter et år kom min mor og hentede mig en dag, hvor der var hestemarked i Randers. I en hestedroske kørte vi til banegården. Min mor var meget nervøs over den stærke færdsel og hestetrav i gaderne og kom med udbrud og forskrækkede udråb, og kusken blev irriteret og råbte hold mund kælling. Jeg blev gal og råbte til ham om at standse - vi vil af – og skældte ham ud for en bølle og bisse. Han sagde undskyld, men han var blevet nervøs. Vi kørte videre til banegården, og jeg sagde, at han ingen drikkepenge skulle have, men det fik han vist alligevel. Da jeg havde fået en ny bandage til foden, gik vi langsomt ind til toget, og jeg nød turen til Mørke station. Min far hentede os på banegården i en charabanc-vogn. Min far bar mig ud til vognen. Foden var blevet øm. Da vi kom hjem, kom jeg i seng med det samme. Jeg lå dér i et helt år. I dette år fik jeg al den gode spise, jeg kunne lide, og dertil en flaske levertran. Jeg tror nok, at jeg drak af flasken, som varede en uge. Da der var gået ¾ år, kunne jeg ikke lide den mere, men det havde da givet mig kræfter.
Jeg kan huske, at en tid havde jeg et slemt mareridt i drømme om natten, så jeg kunne ligge og råbe og skrige og forstyrre de andres søvn. Så kom mor og holdt mig i hånden, indtil jeg vågnede. Et par gange måtte hun gå i seng til mig og tage mig i sine arme, og når jeg så vågnede og spurgte, hvorfor hun lå hos mig, havde jeg ligget og råbt og skreget af skræk, men uden at være vågnet. Jeg gemte mig da tæt ind til hende og slog armene om hende og var uendelig glad og lykkelig, og når jeg vågnede igen om morgenen, var hun stået op.
 

 

 

1895

Så var jeg blevet 12 år og kunne nu gå i støvlen uden smerte, så nu skulle jeg igen i skole efter at have været borte i 2 år. Det var ikke nemt at følge med min klasse. Året efter kom jeg i de 4 øverste klasser, som det også var vanskeligt at klare sig med, men det gik da nogenlunde. Jeg tror nok, at jeg havde fået en cykle i de to år, så gik det lettere med at klare de 3 kilometer, jeg havde til Gl. Mørke skole.

Der boede en jernbaneledvogter ved siden af min fars gård, han fulgte altid med mig. Vi var meget fine venner; dem havde jeg få af. Han tålte ikke, at nogen var uvenlig mod mig, ikke engang hånlige blikke tålte han; han var der straks og lovede dem klø. Han var meget stærk. Jeg hørte engang han spurgte en dreng, om han kunne tænke sig at gå med sådanne sko – nå ikke – så vær venlig i stedet for, ellers får du klø. Jeg stod lidt derfra og hørte det. Jeg gik lidt mere afsides og græd lidt; så var jeg vist klar over, hvad han betød for mig. Jeg fortalte det til min mor, og hun indrømmede, at hun havde bedt ham om at holde lidt øje med mig; ”er du ked af det?” Nej det var jeg ikke, men da jeg havde tænkt til bunds om alt det, som var sket den dag, var jeg først blevet klar over, hvilken stakkel jeg var, og gik ind i laden og græd og var ulykkelig. Fra den tid trak jeg mig tilbage for alle mine skolekammerater. Jeg tror nok, de mærkede det. De blev endnu mere hensynsfulde overfor mig, men deres medlidenhed sårede mig endnu mere.
 

 

 

1896

 

 

 

 

 

 

 

 

1898

Da jeg var 13 ¼ år blev jeg konfirmeret. Min far mente vist ikke at kunne hjælpe mig mere. Han interesserede sig meget lidt for mig, invalid som jeg var. Det mente jeg da, og min mor hjalp mig og tog sig altid af mig til enhver tid, uden at jeg mærkede det. Først senere fandt jeg ud af det rette forhold, og jeg holdt endnu mere af min mor. Endnu kan tænke på min mor og falde til ro, og i de senere år har Jesus Kristus været min hjælper i alle livets forhold. Disse to, Jesus og Mor, er og har været min ledetråd igennem livet. Jeg håber og tror, at jeg vil møde dem, når jeg må forlade denne jammerdal.
..
Et halvt år efter at jeg var blevet konfirmeret, kom jeg i lære hos redaktøren for Ebeltoft Avis. Da jeg havde været der et par måneder, talte han med mig om at blive elev hos ham. Jeg fortalte ham da om min skoletid. Han ville så hjælpe mig nogle timer om ugen, og så senere se at få mig på en aftenskole. Så kunne vi se, hvordan det ville gå om et par år. Jeg takkede ham, og arbejdede videre på trykkeriet. Der var to svende og en lærling og redaktørens husbestyrerinde. Redaktøren var sin egen bladtrykker og kontormand, men husbestyrerinden var et livstykke og holdt snakken og latteren i gang, efterabede andre, og jeg gik heller ikke hendes humør forbi, jeg var jo bonde, og hun efterabede mit sprog og dialekt, som var ægte jysk, og så lo de. Jeg skulle jo have leet med, for jeg tror ikke, det var ondt ment, men jeg var kun 15 år. Jeg blev ærgerlig og gal, så jeg tog mit tøj og gik min vej. Jeg havde en søster i Dråby 3 km. fra Ebeltoft. Der var jeg i 8 dage og var godt ked af det; men at gå tilbage ville jeg ikke, så måtte jeg rejse hjem til Mørke. Jeg ønskede, at min far ville skælde mig ud og sende mig tilbage til Ebeltoft, men han sagde ikke et ord til mig. Da jeg havde gået nogle dage, blev jeg sendt ud i marken og samle sten i en sæk. Det varede en otte dages tid, og jeg kom jo efterhånden til at hjælpe til, hvor jeg kunne. Der var Niels, han var karl og gjorde næsten hele arbejdet. Mine søstre Sine og Line var jo hjemme og hjalp til overalt.
Far var ikke meget hjemme. Han havde jo sin Sparekasse og Andelsmejeriet, og dette regnskab sad han meget over hjemme. Så kunne han jo altid give råd og vejledning. Jeg kan huske, at Sine stod i gården ved stuehuset og malede kaffe og sang, så det rungede i gården. Far sad inde ved et regnskab; han bankede på ruden et par gange. Sine sang stadigvæk, så åbnede far ruden og sagde: kom herind. Og da hun kom derind, fik hun et par lussinger - og far slog hårdt – ”kan du så holde op, tror du jeg kan tælle tal sammen ved det skråleri?” Sine gik ud og fortsatte kaffemalingen, gal og arrig over hele ansigtet, og Niels kiggede ud af lo-lågen og grinede af hende. Det gjorde det jo ikke bedre.
 

 

 

1899

Jeg var hjemme til jeg var 18 år. I den tid måtte jeg jo hjælpe til, hvor jeg kunne.
Jeg husker en sommer, jeg var 16 år, jeg skulle med ud at slå en kløvermark på 3 tønder land og kløveret var 1½ alen lang. Niels gik forrest og så jeg og far sidst. Det var en hård dag, men jeg fulgte med uden forsinkelser. Da jeg kom hjem, gik jeg straks i seng, jeg kunne ikke spise noget, jeg sov hele natten, fik morgenmad og sov videre. Jeg syntes, at mor sagde til far: Du la’r ham ligge. Så de to måtte selv ud og slå færdig den dag. Jeg tror nok, at Niels kørte far godt igennem. Far var da ikke i marken 4 dage efter – han havde jo sit regnskab at passe! Jeg kan huske, jeg spurgte mor: Er far træt? Mor nikkede og smilte, men sagde ikke noget.
..

 

 

1901

 

1902

Da jeg var 18 år, kom jeg til Aarhus. Line var da blevet gift med Niels Peder, en gårdmandssøn fra Langmørke. En gårdmandssøn som nabo. Det hed også Langmørke, hvor vi boede: nogle gårde, små landejendomme på 15-20 tønder land, og huse langs vejen ind til Gl. Mørke, den egentlige kommuneby med to skoler og butikker m.m. Først da stationsbyen kom i 70erne, blev den samlingssted med handel, fabrik og privilegeret kro m.m.
Niels Peder Mikkelsen og fru Mikkelsen – svoger og søster – begyndte med en butik i Gravensgade i Aarhus. I baggården var der et stort mejeri, og der kom mange vogne fra oplandet dertil, så de havde vist nok en meget god forretning. Jeg var der og hjalp til vistnok et halvt års tid, så købte far og Niels Peder en ølforretning i Munkegade. Ølkælder, hest og vogn og en ølkusk, og så skulle der sælges øl til købmandsforretninger.
Det gik meget godt et årstid, så blev jeg vist ked af det og kom i fotograflære hos en fotograf Hermansen i Guldsmedgade i Aarhus. Jeg tror nok, at Niels Peder (Mikkelsen) solgte forretningen. Om der var tjent noget på den, ved jeg ikke, det blev der ikke talt om.


Fotograf Hermansens fotoatelier. Huset eksisterer fortsat
(Foto: Lokalhistorisk afdeling, Aarhus Hovedbibliotek)

 

 

 

 

Så begyndte der en ny tid for mig. Hermansen var meget flink og hans frue også, men de ville gerne være lidt store på den. Der var en ti medarbejdere i forretningen, så jeg fandt mig godt tilpas imellem dem. Før havde jeg været meget alene. Jeg hjalp til overalt, hvor jeg kunne gøre tjeneste, så efterhånden kom jeg godt ind i de forskellige grene af fotografien, og da jeg havde været der i to år, kunne jeg begynde at arbejde med de andre.
Men jeg måtte da sige til chefen, at jeg rejste, hvis jeg ikke måtte begynde at arbejde og lære at kende de forskellige genrer til bunds i fotografien.
Jeg kan huske, at jeg havde taget et par plader af en medarbejder, da en formiddag, jeg var alene i atelieret, kom en mand med en stor Bovlinge hat, stort slips, høj og flot; det var digter Drachmann. Jeg var alene og fik ham placeret ved lærredet og begyndte at stille apparatet an. Jeg rystede over hele kroppen, men så kom heldigvis Hermansen, og jeg var glad og fulgte opmærksomt chefens optagelser af 6 kabinetplader. Det var spændende, jeg tror nu ikke, at Drachmann var særlig interesseret. Fotografen var ikke gentleman, ikke særlig beleven, men ligetil, forretningsmand, det var jo god reklame med billedet i skabet.
 

 

 

1904

Da jeg havde været der i to år, talte jeg med Hermansen om yderligere fremgang i fotoens mysterium, fremkaldelse af plader, fotografere kopier, forstørrelser, kopiere optagelser af originalplader fra atelieret, dagslyskopiering og behandling af disse billeder, visit og kabinet opklæbet, og reducering til færdigopklæbning til udlevering, lære at lave forstørrelser, forskellige størrelser fremkaldelser og færdigbehandling til opklæbning til retouchering. En fotograf Mai havde ikke noget imod at lære mig det, så jeg kunne afløse ham engang imellem. Han var stærkt bunden, da der som regel var meget at bestille i mørkekammeret.
 

 

 

1906

Da jeg havde været der i 4 år, havde jeg gennemgået det hele, så jeg kunne klare det nødvendige. Vi var cirka tolv mand i forretningen, 4 herrer og 8 damer. Vi arbejdede godt sammen, især når vi var alene. Vi passede vort arbejde, men der kunne godt være spøg og latter. Men fruen var der tit i hele timer ad gangen, og hun var ikke med på for meget sludder, undtagen når hun selv fortalte historier. De var ikke altid lige morsomme. Hun var medlem af et apostolsk samfund fra Amerika, og de var jævnligt samlet hos hende, også til middag. Hermansen havde fået sig en bil, en af de første her i Aalborg (skal være Aarhus (red.)). Den var med styrestang til to personer; vi så så ikke meget til ham.

Der var en første medhjælper, Nolken, der havde været der i flere år, så han ville gerne begynde for sig selv, og da der var en forretning på Søndergade (ifølge Aarhus Vejviser i nr. 11 (red.)), kom vi til rette om at begynde der sammen.
Jeg skaffede tusind kr., og de 500 blev brugt til udbetaling på inventar m.m. Hermansen så skævt til os og mente ikke, det kunne gå, vi havde jo ikke mange penge. Men vi fik hurtigt en del forstørrelsesagenter, og det vi manglede af staffelier til at retouchere på og mørkekammerapparater, og andet som manglede, fik vi hurtigt ind mod en lille udbetaling – jeg havde jo penge – hvor lidt havde de ingen anelse om, så havde de nok været mere forsigtige. Men det gik; vi havde jo ikke mange udgifter ud over forretningen, og i løbet af to år var vi over vanskeligheder, og så gik det jo fremad – Nolken havde borgerskab, han var 27 år, jeg var kun 23 år, og meget forstand på penge havde vi ikke. Havde vi ikke været sparsommelige og påpasselige, kunne vi let være kørt bagud.
Da to år var gået, havde vi ti rejsende, tre til at retouchere forstørrelserne, og jeg passede mørkekammeret, tog kopier og lavede forstørrelser. Nolken retoucherede, fotograferede i atelieret og expederede kunderne. En medarbejder måtte vi have til at retouchere pladerne og kopiere billederne fra atelieret, og så gik det godt i 5 år.
Så blev vi sagt op fra atelieret. Ejendommen skulle nedrives, og der skulle bygges en stor 4 etagers ejendom, også med atelier.

 

 

1907

Men vi var heldige og fik et atelier i Vestergade 5, margarinefabrikant Otto Mønsteds ejendom.
Det var vel nok lokaler!


Vestergade 5, Otto Mønsteds ejendom (foto: Århus Registrant, 1984). Ældre foto har ikke kunnet findes
 

 

 

 

Først et lille kontor, så et stort arbejdsværelse med plads til seks retouchører, til forstørrelser en stor vask og bord til skylning og opklæbning af forstørrelser; ved siden modsat vinduerne et langt stort bord til pakning og forsendelser af forstørrelser, som derefter blev afsendt fra kontoret. Vi havde også fået en bydreng hele dagen. Der var nok til ham at bestille. Desuden havde vi to damer til at pakke, skylle billeder og hjælpe til med alt muligt; de havde altid travlt. Ved siden nederst i arbejdsværelset var der en dør til et stort mørkekammer. Det lå for enden af atelieret med en mur imellem; det var cirka 5 meter langt og 4 meter bredt. Der var plads til et forstørrelsesapparat. For enden ud til gaden et stort bord, stor vask til fremkaldelser, fiksering af forstørrelserne og plader til forstørrelserne. Der var nok til en mand hele dagen. Atelieret var meget stort, langt og bredt til Vestergade. Der var ateliermøbler og tre forskellige baggrunde. Et stort atelierkamera kunne tage 24/30 optagelser. Store grupper kunne fotograferes. En dør til et lille mørkekammer mellem kontoret og atelieret til at skifte plader; for enden af atelieret et venteværelse med bord, stole, sofa og billeder, så kunderne kunne vælge deres optagelses størrelse. En dør fra venteværelset til et lille omklædelsesværelse med divan og spejl; det var der også i venteværelset, og en dør fra gangen til venteværelset. Fra denne gang også en dør modsat kontordøren ind til først et pladerum til opbevaring af atelierplader, og derfra et stort rum med vinduer til gården og gaden. Der blev atelierpladerne retoucheret og kopieret. Der var en dame til retouche og en medarbejder, som også fotograferede i atelieret. Fra arbejdsværelset en dør til det tredje mørkekammer til fremkaldelse af atelierplader, skylning og tørring om natten. Og så havde vi en kontormand; der var nok til hele dagen. Personalet var i flere år fra 12 til 16 mand.
..
Da vi havde været der et år, kom der en ny teaterdirektør. Vi fik tilladelse til at fotografere alle generalprøverne på teatret. Det var som regel fra kl. 11 aften til 3-4 morgen. Efter premieren kom de, der havde optrådt, op på atelieret og blev fotograferet i de forskellige kostymer og stillinger i stykket, de optrådte i. Der blev så lavet kabinetbilleder og postkort af skuespillerne. Disse billeder blev også udstillet i to store skabe på teaterbygningen. Det var jo en god reklame med firmaets navn. Det varede i 6 år. Det var en herlig tid, men samle en formue sammen havde vi ingen forstand på, blot nogle tusind kroner – 5 eller 10 tusinde, det var jo en formue. Jeg brugte selv 2 tusinde om året; hvad de blev brugt til, aner jeg ikke. Piger var der ikke noget, der hed. Jeg var jo invalid og var altid flov og dum, når vi var flere sammen til et lille gilde. Spendere kunne jeg jo nok, og så kunne jeg gå alene hjem. De var altid forsvunden, når der blev sagt farvel.

Da biograferne blev startet, var Hermansen den første, som fik en bevilling i Århus og senere i 5 andre byer i Jylland. Jeg husker, at vi kendte to dommerfuldmægtige, en kriminal- og en civildommer. Han sagde til Nolken, at vi bare skulle skrive en almindelig ansøgning om bevilling til biograf, så skulle han nok skaffe os en i Aarhus. Vi talte også derom, men 5 øre per biografbillet – nej, der var vist ikke tjent noget ved det! Det blev ikke til noget; det var i den gode tid, det kunne vi godt have gennemført, men nej, ikke forretningsmand eller foregangsmand..

 

 

1909

1909 var der landsudstilling i Aarhus ude ved Marselisborg på 4 td. land; meget stor og alsidig. Hermansen havde fået eneret på fotografering på udstillingen; den varede vist i 4 måneder. Jeg husker, at jeg fik et lille vestlomme-apparat. Jeg kunne have det i hånden uden, at det kunne ses. Det kunne optage små 3-4 cm-størrelses film. Da var det noget nyt og kostede vist en 400 kr. De kunne så forstørres op, men sælge dem kunne vi jo ikke. Vi fik samme år et filmapparat. Det kunne tage 4-6 cm størrelse, og når det stod på stativ, kunne det snurre rundt, så når det stod på Store torv kunne det tage domkirken og alle ejendomme rundt om torvet. Det var meget morsomt at se. Det kunne også indstilles, så det kun drejede ½ gang rundt. Så var det jo en meget lang smal film.
Nå, tiden gik.
Nolken var blevet gift og ville nu have sit eget atelier, som han også fik – morsomt nok Hermansens gamle atelier på Guldsmedgade.
Så var jeg nu alene på Vestergade; omsætningen var ikke så stor mere, men jeg havde endnu 6-8 mand.

Søren Samuel slutter her den første del af sin saga. Først godt ti år senere genoptager han sin fortælling. Men med forespørgsler fra en færøsk historiker og forsker, Steffen Stummann Hansen, står det klart, at Søren Samuel var på Færøerne i hvert fald i 1911, formentlig i forretningsøjemed; han har dokumenteret det ved hjælp af Fotograferne Petersen og Nolkens fotografier af færinger – og muligvis også af Søren Samuel selv. Vi har i familien et enkelt fotografi som bevis på hans rejse til Færøerne.

Vi har også kunnet konstatere, at Søren Samuel i 1911 var i USA i byen Butte i staten Montana. Butte var på det tidspunkt en fremgangsrig og driftig by på grund af fundet af sølvminer. Det kan have tiltrukket Søren Samuel; men også en tidligere immigrant til Butte, en Petersen Photographer, kan have været et os ukendt familiemedlem fra generationen forud for Søren Samuel, som han måske ville besøge.

Under alle omstændigheder har vi i dag takket være kusine Susanne et postkort fra 1911 fra Søren Samuel til sin fader, Peter Nielsen, Mørke St., som dokumenterer hans USA-færd. Tak til Susanne for ikke at have ryddet de gamle gemmer.

Postkort fra Søren Samuel til sin far Peter Nielsen, sparekasseformand, Mørke St., sendt fra Butte, Montana 1911.

 

 

 

 

(Red: I følge Aarhus Vejvisere 1906-1920 drev Nolken og Søren Samuel fotoatelier’et sammen i Vestergade 5 fra 1907 til 1912; fra 1913 til 1919 drev Søren Samuel fotoatelier’et alene)
I disse år boede han og Soffy i Christiansgade 28,3:


Her slutter farfars første kapitel af ”Et livs historie og oplevelse”
 

 

 

 

Farfar og farmor boede i Aalborg, da vi* var kommet til verden: På Bredegade, dér hvor Bredegade deler sig i Nørregade og Søndergade. Huset eksisterer ikke længere. Nørregade var en pæn gade, men vi måtte ikke bevæge os ud ad Søndergade; der var vist noget mindre pænt derudad. Øverst oppe under mansarden boede de i en dobbeltlejlighed, dvs. både den til venstre og den til højre. Lejlighederne var formentlig lagt sammen for at farfar kunne have sit fotoatelier i lejligheden ud mod Nørregade, medens den anden lejlighed var privatboligen, bl.a. med udsigt til Vor Frue Kirke skråt overfor. Der var en bager i stueetagen, der bagte de herligste kanelkager, ”brunsvir”, som var ret vild luksus.
*)”Vi” var børnebørnene; 3 drenge fra København, 2 piger fra Thisted og 5 piger+3 drenge fra Randers. Da vi tre fra København var store nok, blev vi stuvet i en kahyt på Aalborgbåden sen aften i København; var oppe at se indsejlingen i Limfjorden og stod så forventningsfulde på båden og spejdede efter farmor og farfar på kajen. Så begyndte festen. Det var altid eventyragtigt. Den stovte farfar, der var en sådan respekt om, men aldrig frygt for, og den runde, glade farmor, der var et hoved mindre og kærligheden selv. Og der skulle spilles Rommy – de to troende (men aldrig belærende endsige missionerende) mennesker indså heldigvis aldrig, at det skulle være syndigt at spille kort. Og farmor samlede og samlede på kortene, hun tog alting op, for i forhold til Rommys start med 7 kort, endte hun gerne og glad med både 2, 3 og 4 gange flere – og tabte. For farfar sad lige så stille med et lille smil og samlede esser, 2, 3, 4 og 5’ere og vandt som regel. Og så kom Lene og Kirsten fra Thisted; den rolige, alvorlige Lene og lillesøster Kirsten, der ikke kunne sidde stille ret længe ad gangen, fuld af skæg og ballade. Det bedste var, når vi fik lov at lege i det store fotoatelier. Vi skubbede det smukke, glatte bord (beregnet på visse fotoopstillinger) ind på midten af salen (vi syntes det var en hel balsal). Og så tog vi ellers tilløb og kastede os på maven op på bordet og gled, som man kan se pingviner gøre, til stor fryd hen over bordet og ned på gulvet i den anden ende. Eller vi legede skjul i den kæmpemæssige lejlighed, der jo egentlig var to. Og i den fjerner ende ved mørkekammeret var der dør ud til bagtrappen og loftet, hvor ejendommens beboere havde hver deres pulterkammer. Ret uhyggeligt; det var let at lade fantasien løbe af med sig og blive bange derude, så vi kunne af og til enes om, at dér gemte vi os ikke. Og når så også nogle af kusinerne og fætrene kom fra Randers, fik både larm og glæde lige en tand til. Vi havde godt nok indtryk af, at farfar og farmor altid sørgede for, at alle 8 fra Randers ikke kom på én gang, i hvert fald ikke når nogle af os tre fra København og eller de to fra Thisted også var hos dem.
Det var nok på det sidste med fotografforretningen, eller også var den nu blot en nebengeschäft, men farmor havde et forrygende ry som den bedste i miles omkreds til at retouchere. Af og til fik vi lov til at komme med ind i mørkekammeret, men det var altid tydeligt, at farfar var meget nervøs for, at vi pludselig skulle komme til at åbne døren og dermed ødelægge billederne. Det skete nu vist aldrig. Da vi blev noget større havde farfar og farmor (eller morfar og mormor for jer fra Randers!) anskaffet nogle gamle skærveknusere (cykler), og så fik vi lov at cykle helt ud i den anden ende af byen til badeanstalten. Der var altid så mange, at det var svært at se, at det var sand, man gik eller lå på. Vandet har sikkert ikke været det reneste, men det tænkte vi næppe på. Vi morede os.
Vore børneår med ferierne hos farfar og farmor i Aalborg var en drøm, men virkelig.

 

 

 

 

Her følger så anden del af farfar Søren Samuels saga

Hvordan han kom ind på rotteudryddelse, står hen i det uvisse, men her er hans beretning om
 

 

 

 

Rotteudryddelse
 

 

 

1920

En rotteudryddelse, som begyndte i året 1920, begyndte i Roslev kommune. Apoteket i Roslev gav mig de første indblik i rottegiftens virkning på rotterne: Giftens farlige virkning og den forsigtighed ved dens udlægning, som var en nødvendighed ved blandingen og udlægningen af al slags rottegift.
Første blanding var Fedt og 5% af bariumkarbonat – Baryt - , indkøb af små spånæsker til 100 gram fedt+gift. Giften blev solgt til materialister i Jylland, mest til Nørre-Sundby. Talte med borgmesteren i Skive om udryddelse i Skive kommune; så vidt han vidste, var mange ejendomme befængt med rotter i Skive, men jeg kunne jo begynde hos ham. Borgmesteren var kolonialgrosserer, og han troede nok, at der var rotter på lageret. Jeg var meget spændt første gang på rottejagt med min hjemmelavede rottegift. Der blev smurt giftblanding, fedt+gift, på gammelt avispapir, som blev lagt sammen og udlagt på steder, hvor hunde og katte ikke kunne få fat i det. Da tre dage var gået, kunne jeg ikke vente længere, og personalet på lageret hilste på mig med et stort smil; de havde fundet 10 døde rotter, og så var de stive som et stykke træ – hvorfor vidste jeg ikke, men menneskene blev jo også stive, når de døde, så det gør rotten måske også. Når der blev lagt gift ud tre gange, så mærkede de ikke flere rotter. Jeg talte med grossereren om det resultat, det var jo meget godt. Han ville tale med byrådet om spørgsmålet, så kunne jeg komme igen om 14 dage. Da jeg besøgte borgmesteren igen, havde de talt om sagen. De mente, at det var på sin plads at rense en kendt ejendom i byen. Nå, jeg besøgte så Sygehuset, og de havde også en del, ikke mange, mest på loftet. Jeg lagde gift ud enkelte steder, hvor jeg kunne se rotten færdes. Da jeg havde lagt gift en tre gange, sagde de, at der kun var en gammel rotte tilbage. Jeg kunne også se, at det sidste var tilbage, lidt gift i leverpostej og en frikadelle og andet knas, men rotten rørte det ikke. Jeg mente ikke, at der var flere, men så gjorde de rent på loftet, og så kunne vi se, at der havde været en deroppe; dens ekskrementer var store og grove, så det var en gammel fyr. Jeg talte så med borgmesteren; de havde undersøgt deres kontrakt med det firma, de havde: der var endnu et år tilbage.
 

 

 

1923
1929

1932

1923 rejste jeg og familien til Aalborg, og jeg arbejdede som mørkekammerlaborant til 1929, da jeg blev syg af det røde lys i mørkekammeret. Jeg skulle have frisk luft og dagslys i alt fald i 3 år. Da jeg ikke kunne og ikke var tilfreds med at spadsere i tre år, kom jeg igen til at tænke på rotterne. Men da jeg ikke kunne få arbejde hos firmaer med giftudlægning uden borgerskab, spekulerede vi på et firmanavn, som oplyste, at firmaet kunne rense ejendomme for rotter. Vi fandt et engelsk ord, pur(e), som betyder ren, og dette borgerskab blev mig tilstillet.
Nu besøgte jeg firmaerne og fik årskontrakt med C. V. Obels Cigarfabrik, Tekstilfabrikken, og de to melmøller, flere kornlagre, Aalborg Lossepladser, ved havnen og grøfterne, samt Strøjbergs kontorer på Algade og enkelte private ejendomme. Jeg lagde gift ud et årstid, og giften forsvandt godt nok, men der var tilsyneladende lige mange rotter. Det irriterede mig, og jeg spekulerede og talte med direktør Markussen, Obels Cigarfabrik, om sagen. Jeg havde fået den ide, at hvis ejendommenes døre, vinduer og hullerne i muren blev lukket, kunne ejendommene måske blive fri for rotter. Direktøren gav sin tilladelse og talte med maskinmesteren derom, og han var interesseret. Vi fik dørene efterset; vinduerne, hele døren og dørtrinet istandsat med blik på dørtrinet og en fjerdedel op på det nederste af døren, enkelte huller i en mur fandt vi, som blev lukket. Automobilværkstedet blev efterset og istandsat og i 3 måneder var der ikke en rotte i cigarfabrikken. Nogen tid efter blev der på fabrikantens altan, som hørte til hans villa, fundet rotter, som havde rottereder under gulvet på altanen. Man var dybt rystet, for børnene legede meget derude. Det viste sig, at de var klatret op ad soklen, som bar altanen, og var så under gulvet. Hullet blev omgående lukket, og så sås der ikke andet end strejfere på fabrikkens grund – det var på den modsatte side af fjorden og trælageret – selve cigarfabrikken var fri. ”Tekstilen” var også lidt befængt, med uldballerne under halvtag, med rotter i maskinhallen under maskinerne – det spektakel generede ikke rotterne. Der blev lagt gift overalt i hallen, som på 14 dage var renset. Så blev der også lagt gift mellem hørballerne; det hjalp noget.
Melfabrikken ved havnen havde mange rotter, især når der lossedes korn fra korndamper. Der blev lagt gift overalt. Hullerne ud til gaden og mellem skillevægge blev lukket, og døre mellem de forskellige rum blev lukket. Efter et par måneder sås der kun enkelte rotter. Kornlagrene var stærkt befængt; masser af huller under murene til gaden blev lukket; skillevæggene og dørene istandsat. Gift overalt. Efter et par måneder var damerne, som reparerede sækkene, halveret i antal, så de (fabrikken) var godt tilfredse. Jeg brugte stadig Baryt-gift, fordi rotterne blev stive og ikke rådnede, men lå og blev til skeletter. Altså ingen smittefare.
Også på lossepladsen ude ved fjorden blev der lagt gift, men det kunne ikke ses, at det hjalp. Jeg fik da en mand med motorcykle derud. Der blev sat en slange til udstødningsrøret, og så startedes motoren. Alle hullerne var blevet lukket med kraftige papirknolde. Med forskellige mellemrum blev en papirknold taget fra, og slangen sat ind og lukket tæt til. Når røgen kom ud derfra, blev hullet igen lukket til med papirknolden. Det varede cirka 3 timer at gå hullerne efter. Da jeg kom dagen efter, var der fire huller åbne. De andre blev undersøgt med en ildrager, og der kom døde rotter ud af hvert hul – og det var mange! Det var en oplevelse og en erfaring – så var jeg det klogere.
På Adelgade hos direktør Strøjbergs ejendom var der et stort kontor i stueetagen over kælderen. Der blev lagt gift i kælderen og under gulvet og på lageret. Men så en lørdag eftermiddag, da kontoret blev lukket, blev alle huller lukket til, en slange sat til deres lastbils udstødningsrør og lagt ind under gulvet i kontoret. Det varede en time, og der kom meget røg i kontoret. Vinduerne blev åbnet, og en time efter var kontoret rent igen. Jeg besøgte kontoret mandag: ingen huller brudt op, jeg var stolt, men direktøren var skeptisk. 14 dage efter fik jeg en påskønnelse. Strøjberg var ovenud tilfreds, og jeg havde nu magt over rotterne.
En skolelærers ejendom med en oliefabrik - og flere ejendomme og havnen - blev renset. Den var befængt i kælderen og i gården under cementerede cykleskure. Det var et stort arbejde at lukke det, og at lægge gift overalt, og gasse under cementet. En måned efter var ejendommen ren for rotter, og jeg havde fået magt over rotterne.
 

 

 

1936

Så kom jeg igen i arbejde i mørkekammeret; nu var vi kommen til 1936.
Jeg havde lært en ung mand at kende, dommerfuldmægtig på dommerkontoret i Nørre-Sundby. Det var en fornøjelse at tale med ham. Han havde kone og tre børn, flinke og ligetil. Så var der en rottejæger, som døde. Han havde fået titlen Kammerjæger. Jeg syntes, det var en rigtig titel i stedet for rottejæger. Jeg talte med dommerfuldmægtigen derom. Jeg skulle så skrive til indenrigsminister Dalsgaard derom – dommerfuldmægtigen og indenrigsministeren var studenterkammerater.
Brevet blev afleveret nogle dage før juledag 1936; der stod min fremgangsmåde med udlægning af gift og brug af gas og rottesikring af ejendommene og gasning af grøfter og gærder og resultaterne og firmaernes redegørelser og anbefalinger.


 

 

 

1938

Jeg ventede på svar. Der kom ingen førend Rotteloven i oktober 1938. Jeg må sige, at det var en stor overraskelse, idet loven var en nøjagtig gengivelse af min fremgangsmåde over behandlingen af ejendomme, som var rottebefængte, med en afvigelse at kommunerne selv bestemte om rottesikring af deres ejendomme, og det blev landet en dyr spøg.
Efter at have læst rotteloven grundigt igennem tog jeg den og mine anbefalinger i lommen og tog ud til Aalborg Sognerådsforening. Sognerådsformand overdyrlæge Larsen i Aars vidste godt, at rotteloven var kommet, men havde ikke læst den. Han kiggede den lidt igennem, og læste mine anbefalinger; tja, sagde han, det kan jeg jo ikke så godt selv bestemme, men lad os nu se. Han tog telefonen, talte med en gårdejer og sagde så: ”Nu har jeg talt med den mand; han har mange rotter i sin svinestald, han vil gerne have dem væk. Kan De rense den, skal jeg tale med sognerådet derom. Manden er også i sognerådet.” Jeg fik mandens adresse og navn, og talte med ham, aftalte en dag, hvor vi kunne begynde. Han ville ikke betale noget for udryddelsen uden rejsen og opholdet hos ham i tre dage samt stille sin bil til rådighed. Jeg tog en mand med derud, som ikke havde været på en sådan jagt før. Det var en svinestald, som lå bag en 4-længet gård. Vi kom om eftermiddagen, kiggede lidt på sagerne, og de rystede lidt på hovedet og grinede af mig; nå, jeg tog den med ro som sædvanlig og sov godt til morgenen. Jeg blev kaldt på af svinepasseren, vi stod op begge to. Min mand var stærkt interesseret, vi kom ud til svinestalden sammen med røgteren, og kiggede ind. Rotterne havde travlt, så vi lavede et stærkt spektakel. Der var stimer af rotter; det varede mindst 5 minutter, før stalden var ren for rotter. Vi så lidt på, hvor de var forsvundet hen, fik så morgenkaffe, og så gik vi på arbejde; det varede 3 timer med at lukke huller og slå blik på. Det var en murer, jeg havde med, så han var ikke så ”fejlarbejdet”. Så var klokken 10, og bilen fyldt med benzin, og vi tog fat på at gasse og proppe hullerne. Så tog vi den første prop ud, og da gassen eller røgen kom ud, efterså vi de andre huller, hvor røgen var, så det næste hul og så videre. Så spiste vi til middag og fortsatte; de var meget ivrige til at hjælpe på gården, og da klokken var 3, var vi færdige. Vi så de andre bygninger efter; der var nu ikke noget særligt, det var jo op til jul, så alt var fyldt. Vi havde en gemytlig aften med smådrillerier; de var skeptiske og tvivlede stærkt, og jeg var jo ikke selv sikker – det var jo første gang, jeg var på landet – og meget afhang af resultatet. Næste morgen kaldte de på os kl. 5½, og da røgteren lukkede døren forsigtigt op, og vi kiggede ind, var der fuldstændig ro overalt. Røgteren blegnede, ikke en rotte var der at se. Han kiggede på grisene, de var vågne og gryntede efter deres foder, og alt var, som da han gik derfra om aftenen. Han rystede på hovedet og så forvildet på os, og jeg drog et lettelsens suk. Da vi kom ind til morgenkaffen, var de alle stille og rolige, og manden sagde: ”Lad os nu se, hvordan dagen går; der er vel noget vi må have undersøgt”.
Svinestalden blev istandsat udvendig og indvendig, alle hulle lukket med stærk cement, døre og vinduer efterset overalt på gården. Røgteren fik det gift, jeg havde tilbage med besked om, hvorledes det skulle behandles. Vi rejste først hjem næste morgen, vi skulle blive og se, om alt var rigtigt den næste dag.

 

 

1939

Gårdejeren sagde, at såfremt han noget at sige til sognerådsmødet, var hele kommunen mig sikker, men ikke nok dermed! Til februar 1939 havde jeg 62 kommuner af Aalborgs Sognerådsforenings 67 kommuner…
Den første kommune, hvor jeg fik begyndt, var Aaby-Bro. Der blev begyndt med 8 mand med en leder; de fik 2 spande gift med. Giften bestod af 50 pund tyk meldyppelse og 10% gift, bariumkarbonat – Baryt - . Hver mand havde hver sin spand, hvor giften kom i; så havde de gamle aviser – en avisknold blev krøllet sammen og sugede giften i sig og kom dybt ned i rottehullet, og bagefter lukket til med sten og andet materiale, som var i nærheden. Således blev hele ejendommen efterset, og så videre til næste ejendom. Når kommunen var gennemgået, så til den næste. De gennemgik 2 kommuner inden den 9. marts om morgenen, så kunne de ikke komme over broen. Stor opstandelse – det blev middag inden broen igen kunne passeres. Selve soldaterne var meget flinke, men de havde jo deres ordrer og Aalborgs indbyggere var rasende. Nå, først næste dag fortsatte vi med kommunerne nordenfjords.
Jeg havde nu fået fat i en varevogn, som der kunne være 5 spande gift i. Den kørte så til den kommune, de arbejdede i, og kom hjem om aftenen. Det gik så hurtigere, og der var ikke 8 timers arbejdsdag, men fra morgenen kl. 8 og så længe de kunne se, og folk var flinke, fik deres mad, når de var stedet til spisetid, og kunne tit sove det sidste sted, de kom til om aftenen. Ellers boede de på nærmeste kro og spiste dér, det var jo ikke dyrt dengang. Men da vi kom til efteråret, steg arbejdslønnen og alt andet, så det kneb de sidste tre måneder. Men kommunerne var ellers flinke – i alt fald de 55 af dem. De efterbetalte 50 øre pr. ejendom. Det hjalp jo en del, men alligevel havde jeg en gæld på 9000 kr., da jeg var færdig, og det var jo ikke så godt. Der blev også brugt meget gift. Jeg husker en sognefogeds store gård, hvor der blev brugt 4 spande gift, 200 pund, men det var vist også den værste. Men den hele omgang var amtets kommuner godt tilfredse med – men borte var de jo ikke, så jeg fik en anden ordning med kommunerne. De antog selv en rottejæger – i alt fald de 55 kommuner – så betalte de giften, så havde jeg ingen udgifter, og på et år var de 9000 gæld betalt. Så kunne jeg begynde at virke udadtil. Det var særlig gassen, det gjaldt. Det var forbudt eller blev forbudt at bruge gassen fra bilerne, og rottesikringen var derfor ikke til at gennemføre effektivt.

 

 

1940

I oktober skrev jeg til statskonsulent Fuglsang-Frederiksen – det var i 1940 – om det forhold, der ikke var så godt, og fortalte, at der var blevet taget undersøgelse i 5 landkommuner og i gennemsnit var 95% ejendomme rottefri - et meget godt resultat – men da det kneb med rottesikringen, er det ikke sikkert, at det holder så længe; der var en del spørgsmål, som krævede hurtig afgørelse, så en samtale var ønskelig. Jeg tror nu ikke, at statskonsulenten kom til Jylland, men jeg besøgte ham senere i København, vistnok i november måned. Vi talte om spørgsmålet rottesikring, og da han var civilingeniør, forstod han fuldt ud det arbejde, jeg havde gjort. Han så de anbefalinger, jeg havde fra firmaerne i Aalborg, og han blev klar over rækkevidden det ville få for bekæmpelsen af rotter i Danmark. Han fortalte da om en gasmaskine, som blev brugt i Tyskland, og jeg fik adressen på et firma i Hamborg. Så vidt han huskede, kostede den omkring 300 kroner, og der brugtes kommune-koks dertil, så den var ikke dyr i drift. Om den måtte bruges i landejendomme, spurgte jeg. Ja, det er jo et spørgsmål, de selv må klare. Så var jeg klar over værdien af hans oplysninger. Men, sagde han, De ved at gas ikke må bruges i ejendommene, ikke nærmere end 10 meter derfra, men det er jo godt på grøfter, gærder, lossepladser, og når så rotterne vil gå fra ejendommene og derud, ligesom de blev tomme, var det jo helt i orden! Men det siges jo, at rotten er lige så klog som mennesket – i alt fald klogere end dem, der vedtog rotteloven uden at gennemføre rottesikringen; denne var endda en absolut forudsætning i det brev, som hr. Dalsgaard fik to år inden loven blev vedtaget; Fuglsang spurgte hvorledes, og jeg fortalte da om brevet, der var blevet benyttet til lovens tilblivelse, men med rottesikringen forbigået som kommunens egen bestemmelse. Nå sådan, sagde han og grundede lidt, og sagde så, ja det er jo ikke så godt, men jeg skal gøre det, jeg formår, for at få bestemmelsen om rottesikringen forandret – men det vil nok vare et par år, for det ministerielle kontoriusseri er ikke nemt at få til at tage en bestemmelse om forandring i en lov..

 

 

1941

I 1941 fik jeg en gasmaskine fra Hamborg. Den kostede omkring 300 kr. Der blev købt 15 meter slanger á 8 kr. pr. meter, og så gik jagten på rotten i gang, og rottesikringen gennemført i mine kommuner. Rottesikringen var i første omgang spændende, og sognerådsformanden var nervøs og mente, at det blev for dyrt. Men det viste sig, at 90% af ejendommene havde materiale på ejendommen, og tiden varierede fra 2 timer til ½ eller ¾ dag efter ejendommens størrelse og rottehullernes antal. De efterfølgende 6 % blev det til 50 eller 100 kr. i udgift til materiale til rottehullerne, og de resterende 4 % fra 100 til 500 kr. for ældre ejendomme, der var meget forsømte. Sognerådsformanden var meget forbavset, men ovenud tilfreds, så han lod resultatet gå videre til næste sognerådsformand, som forespurgte om resultaterne. Dermed var resultatet givet: Kommunerne var stærkt interesseret, og rottesikringen og gassen gennemført overalt. Det var mærkeligt at se de hule mure i gårdene være fyldt med kornskaller. Der kunne være fra to store sække fyldt med skaller top til 16 sække fyldt, og det blev raget ud fra en løsnet sten nede ved soklen af muren. Først når det var gjort, kunne vi bruge gassen, og det var jo mange penge landmanden var snydt for af rotten.

 

 

1942-43

I 1942 eller 43 døde desværre Fuglsang Frederiksen. Det blev et vendepunkt for mig. I stedet for en stor støtte, han ville have været for mig, blev den næste konsulent en direkte modstander, som jeg måtte passe på.
Efterhånden fik jeg udryddelsen hos kommunerne, ikke ved kontrakt men ved overenskomst, som blev nedskrevet i kommunernes bog af kæmneren, idet kommunerne stolede lige så godt på mine ord, som jeg på deres.
Efterhånden som tiden gik, kom firmaet op på cirka 400 kommuner. Det gav jo stor erfaring og en sikkerhed i udlægning af gift, brug af gas og rottesikring, og kommunerne var altid på firmaets side overfor eventuelle smølere, det vil sige ejere af ejendomme, som skulle efterses. Der var vel en ti stykker, som måtte have påmindelse pr. brev fra firmaet, og det hjalp som regel. Lemvig havde et par store købmandsejendomme og to store vognmænd, som vi til sidst måtte hjælpe. En vognmand måtte køre affald ud i to dage, før der var renset ud; den ene købmand ligeledes. Men da der var luftet ud og rottesikret, var de også meget tilfredse dermed. Den ene købmand tilbød os årskontrakt med 500 kr. om året, men der var en dygtig rottejæger i Lemvig, så det var ikke nødvendigt, og det ville være en mistillid til ham at tage kontrakten. Rotteudvalgets formand, en overretssagfører, var enig med os deri, og vi fik al den støtte af kommunalkontoret, vi kunne forlange.
Der kom en dag, da der op til overretssagføreren kom en fra Ratins rejsende og statens rottejæger, konsulenten Kejser. De ville have nogle breve thallium med 10 gr. i hver. Det kunne de ikke få, idet brevene kun måtte udleveres til rottejægeren ét brev ad gangen ifølge ordre fra firmaet, som havde kontrakt med kommunen. Men så anlagde konsulenten retssag mod kommunen og firmaet; den tog kommunen sig af; der var både anklager og forsvarer. Men det fik de ikke noget ud af, idet jeg jo havde Aalborg Amts tilladelse til at forhandle giften med kommunernes rottejægere og til udryddelsen under firmaets kontrol. Forsvareren sagde, da sagen afgjort til min fordel, at han ville ønske, at konsulenten havde været her til stede, så skulle han få en omgang. Nu fik Ratins repræsentant den i stedet; den var ikke blid, blev der sagt.
..
Et andet sted i et andet amt kom de ind til en stor gårdejer: Næ, han havde ingen rotter, en strejfer en gang imellem, men de måtte da gerne efterse ejendommen, det var jo rart at være sikker, og et par eksperter kunne måske finde rotter et eller andet sted, og så lo han. De gik da den store 4-længede ejendom igennem: ryddet og rent overalt, det var sjældent at se. Det er kun her i laden under kværnen, som malede til kreaturerne, at der var et par huller under den. Det var jo ikke sikkert, der var rotter, men de kunne da prøve med en gaspatron. Det måtte de gerne – han havde somme tider set en smutte derind, når den ikke kunne gemme sig andre steder. Der blev sat en gaspatron i hullet og papir omkring hele kværnen. Manden og en karl var også spændte, og da der gået et kvarter blev papiret, hvor patronen var sat ind, fjernet og der blev hevet to store rotter ud. Så blev manden interesseret og sagde, vi må hellere flytte kværnen, den har ikke stået fast det sidste halve år. Der blev kaldt på endnu en karl, manden havde 4 karle, de flyttede kværnen, den var tung, og så så de flere rotter, og da de havde fået fjernet det, som rotterne havde samlet til rede, fandt manden 57 store og små rotter. Det var mildt sagt, at han var forbavset, men også skrækslagen: Tænk, var der gået endnu et halvt år, havde gården været helt rottebefængt. Rottejægerne blev budt på kaffe og cigarer. Tænk, der kunne jo om et år være flere end 200 rotter, ja et rottepar ynglede på et år 1000 rotter, og de kunne have 3-4000 rotter, før de rigtig mærkede dem. 100 rotter æder for 5 øre om dagen per styk, det er 5 kr., at 100 rotter fortærer af deres avl daglig. Hvad så med de 1000 rotter i 365 dage om året? Lad være, det gyser i mig ved tanken!
Et andet sted i en vinkelejendom var der rotter i udhuset, hvor der var lade med korn, og i vognporten hvor der var tørv. Der var rotter – vist et 100 stykker, sagde manden. Der blev lagt gift overalt, som hunde og katte ikke interesserede sig for. Der blev lagt meget i april måned. I juni kom vi igen, da var der ryddet op, og manden fortalte, at der ikke var flere rotter. Men der havde været 5 børfulde rotter med 100 i hver, altså 500 rotter i alt. Så blev der rottesikret, og manden var glad.
Endnu et tilfælde: I et andet selskabs kommune en stor proprietærgård. Manden var også tørvefabrikant. Det var svinestalden – en meget stor bygning, der lå for sig selv; den havde mange svinerum med 10-12 svin i hvert rum, og der var lager med svinefoder og et lunt loft med gammel halm. Rotterne boede under gulvet med huller forskellige steder i gulvet – de kom ind under muren, hvor de havde lavet mange huller. Vi havde to gasmaskiner der, en rottejæger fra firmaet Svinerøgteren, tre karle og proprietæren. Der blev begyndt en tirsdag morgen kl. 6 - og da de kom ind i stalden, myldrede rotterne ned i hullerne. Der blev så gjort rent i stalden, hullerne efterset og lukket med papir, og hullerne udvendig lukket med sten og grus. Kl. 10 begyndte de to gasmaskiner fra hver sin ende med en mand ved hver maskine. Rottejægeren efterså hullerne og var sikker på, at gassen kunne trænge op af hvert hul. Det varede til kl. 4 eftermiddag, og ikke et hul var brækket op. Så blev der gjort forberedelser med anskaffelse af cement, grus m.m., og så holdt vi fyraften. Manden ville vente til næste morgen og se resultatet – det kunne jo godt svigte et eller andet sted. Røgteren var derude om morgenen kl. 5; der havde ikke været en rotte at se, alt var som da de forlod stalden om aftenen. Så tog de 5 mand fat med tillukning af huller i stalden, men rottejægeren, en mand og proprietæren gravede under muren for at se, om der var rotter at finde – det var der! Straks de kom under muren, fandt de rotter; de gravede dybere, og til sidst fandt de ud af, at rotterne havde boet under svinestalden i tre etager under hverandre. Manden var meget forbavset, og det var vi også, det havde vi aldrig været ude for før. Det varede to dage med at ordne stalden og muren udvendig, og ejendommen blev efterset om fredagen. Så var der gået 5 dage, og rottejægeren fik sin betaling og betaling for gasmaskinen. Manden fortalte, at rotterne sommetider var gået under døren eller døren var glemt at blive ordentlig lukket om aftenen. Rotterne havde da ædt svinefoder for mindst 50 kr., en hel sækfuld. Svinerøgteren var nu sat ind i rottejagten – der var jo lidt i de andre bygninger, men ikke meget. Han fik gift til at lægge ud, når det var nødvendigt. Der gik et par år, og der måtte stadig passes på, for der lå en del gårde deromkring, som stadig havde rotter. Manden betalte sin regning 1600 kr.; heraf giften 600 kr., resten til gasmaskine og arbejdsløn; også den tid hans egne folk havde arbejdet. Han gik til kommunen med regningen og ville have den til at betale den. Men det ville kommunen ikke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ratin: Egentlig en rotte- og musedræbende bakteriekultur, - sandsynligvis i sin tid brugt som firmanavn

 

1947

Vi kommer nu til 1947. Vi havde da besøgt 8 amter – Aalborg, Hjørring, Thisted, Ringkøbing, Vejle, Skanderborg, Ribe, Aarhus – i alt 350-400 kommuner. Det giver jo rutine og sikkerhed i udlægning af gift og brug af gasmaskine samt rottesikring. Rottejægerne var flinke og dygtige og holdt deres kommune nede på 5-10 % let befængte ejendomme. Det var ikke let, når kommunen var omgivet af andre kommuner med 30 til 80 % befængte ejendomme.
Nå, men der var jo nok at se til de næste 5 år.

Det er et kapitel, som blev endnu mere umuligt end rotteudryddelsen.

Statskonsulenterne, den ene over Sjælland og omliggende øer, den anden over Fyn og Jylland, hr. Kejser, disse to af Indenrigsministeriet såkaldte rottejæger- konsulenter, disse to var meget inden for teoretisk rotteudryddelse og kunne forklare slagets gang, men det praktiske havde de intet begreb om. Jeg har en fortegnelse over hr. Kejsers arbejde og virksomhed. 25/7 1946 var der ved rottesagens omtale på Hjørring Amts sognerådsforenings generalforsamling ifølge Vendsyssels Tidende 26/7 1946 en hændelse, som gav anledning til, at et sognerådsmedlem bagefter sagde omtrent sådan til os: ’Det var jo ikke så godt for Jer, hvad der blev sagt; under forhandlingerne med Aalborg byråds udvalg afbrød konsulenten os med de ord ”Jamen I rottesikrer jo ikke”, hvilket gav anledning til stærk skepsis fra udvalgets side’.
Et par år før – den 10/9 1945 – har konsulenten skrevet til Hillerslev-Kaastrup kommune på dennes forespørgsel, at vor gift (Baryt) var så god, som den nu kunne være for tiden, hvilken udtalelse naturligvis kan give kommunen det indtryk, at giften var af ringere kvalitet end sædvanligvis. Konsulenten har desuden anket over, at en mand skulle have udgivet sig som rottekonsulent, udsendt fra ”Pur”. Ved forespørgsel i de pågældende opgivne kommuner, Sjørring-Thorsted og Vestervig-Hillerslev-Kaastrup, har disse intet kendskab til dette, selvom det kraftigt påstås derovrefra.
I en ret alarmerende avisartikel i Horsens Socialdemokrat mandag den 21/10 1946 fra Vejle Amts sognerådsforenings bestyrelsesmøde står der blandt andet, at konsulenten fraråder fabrikken Pur, idet de fremkomne ønsker om at bruge gasmaskine og rottesikring (som Pur bruger) ville blive alt for dyrt og resultere i, at staten ville komme til at betale sin part. Ved samtale med formanden for sognerådsforeningen, Jens Jensen Rørbæk, fik vi at vide, at det ikke var berørt på mødet, ligesom statskonsulenten påstod det samme; men de ville ikke henvende sig til bladet om dementi. Artiklen var indsendt af landpost Jørgensen Hedensted, der er medlem af sognerådsforeningens bestyrelse.
Sagen om brug af gasmaskine og rottesikring ville komme frem på de samvirkende sognerådsforeningers delegeretmøde i november, hvorfor bestyrelsen ønskede at stille sig afventende. Lige før mødet i Vejle den31/1 1948 bagtalte konsulenten os i restauranten, hvor der sad en del sognerådsmedlemmer. Politiet havde foretaget undersøgelse i de gasbehandlede ejendomme i to kommuner – Ø.Starup og Ødsted – og jeg blev præsenteret for en regning på 45 kr. fra kriminalpolitiet i Vejle gennem kriminalpolitiet i Aalborg. Jeg nægtede at betale den og fik i den anledning en samtale med indenrigsministeriet, som ikke kendte til sagen. Kriminalkommissæren i Aalborg oplyste, at konsulenten stod bagved det.

 

 


1948

En sognerådsformand har allerede i foråret 1947 til mig udtalt, at konsulenten ikke var Pur en god mand. Under besøget i april 1948 har flere sognerådsformænd udtalt, at konsulenten har været der for at se til dem, og at formændene ved denne lejlighed har beklaget, at gasmaskinen, der havde givet fine og varige resultater, nu ikke måtte anvendes mere. Der foreligger også skriftlige erklæringer fra kommunerne angående dette spørgsmål. Til generalforsamlingen i Herning – Ringkøbing Amts Sognerådsforening – var der stærke røster fremme både om beklagelse af standsningen og anerkendende udtalelser om værdien af gasmaskinernes arbejde, som stadig holder stik længe efter anvendelsen, når blot kyndige hænder betjener dem. Hos kommunerne Storvorde-Sejlflod har konsulenten været på undersøgelse om rotter i kommunerne. Formændene fortalte, at Pur havde udryddelsen med kommunernes egne rottejæger, og der var næsten ingen rotter i kommunerne. Dertil svarede konsulenten, at det kunne ikke passe, og at de skulle tage et andet firma. Det mente formanden, at det kunne de selv passe, og når han (konsulenten) ikke ville tro dem på deres ord, var der ikke mere at tale om. – Giftkontrollen kan ikke godkende firmaet Pur, og kommuner ved besked hvorfra: Borbjerg kommunes rottejæger Laugesen fra firmaet Motelin.

 

 

 

Nu blev der et nyt afsnit af rottekampagnen, og det er et vanskeligt job at klare. Det var i årene 1946-1954 med indenrigsminister Kærbøl og kontorchef Møller og medicinaldirektør Johan Frandsen med forlangende, at rotteloven paragraf 2-8 revideres. Blandt andre var fhv. statsminister Erik Eriksen, kirkeminister Fibiger og folketingets formand Gustav Pedersen m.fl. involveret. Socialminister Strøm var min vejleder og medhjælper. Jeg mødte i tre år i Folketingets forhal. Om eftermiddagen fik jeg en af folketingets betjente til at hente de medlemmer, jeg ville tale med. De kom altid villigt – det skulle de. Jeg forelagde dem sagen fra kommunerne, og problemet blev drøftet, og de gav anvisning på, hvorledes jeg skulle gribe sagen an; de skulle nok støtte mig det, de kunne. Jeg har talt med fhv. indenrigsminister Dalsgaard, rottelovens fader, og spurgte, hvorledes rottelovens paragraffer havde set dagens lys. Jo, jeg har fået et tip her og der som grundlag. Så må disse optegnelser vel være opbevaret i arkivet, det gør de vel alle, når en lov bliver skrevet? Han kiggede lidt på mig – hvorfor? Jo, jeg sendte Dem et brev året 1936 til jul, afleveret af en af Deres studenterkammerater, en dommerfuldmægtig. Der var nemlig en rottejæger, der blev kaldt kammerjæger, og den titel havde jeg fået på hjernen, at jeg kunne bruge, men jeg hørte aldrig fra Dem. Så kom rotteloven 1938, 2 år senere. Jeg var nysgerrig og købte den og blev yderst forbavset – i det brev, jeg havde sendt Dem, havde jeg forklaret om min jagt på rotterne hos forskellige firmaer i Aalborg og disses anbefalinger – og i rottelovens paragraffer var min udryddelsesmetode blevet brugt, på nær det vigtigste, rottesikringen, som absolut er det vigtigste, hvis udryddelsen skal give blivende resultater – hvorfor er den ikke blevet gjort til en betingelse? Nej, vi kan jo ikke kommandere kommunerne til alting, dem skal man jo også tage hensyn til af politiske grunde – ja måske, det har jeg ikke forstand på – men det er så forfejlet, De får ikke en kommune rottefri uden sikring, og det giver milliardtab årligt. Kan man ikke finde det brev i arkivet? Det bliver vanskeligt, sagde Dalsgaard, der kan gå måske tre-fire uger med at lede efter brevet; det er sjældent, at der bliver ledt efter den slags. Jeg har også talt med medicinaldirektør Johan Frandsen; en af ministrene ringede ham op og sagde, at jeg kom og ville tale med ham straks. Det tror jeg nok, at ministerens privatsekretær havde fået besked på, idet jeg havde bemærket om en lang ventetid. Nå, jeg kom så ind til ham uden at vente. Direktøren sad og underskrev en del breve, og han så af og til på mig. Jeg kunne se, at han var fornærmet. Da han var færdig, sagde han en hel masse, at han havde travlt og at han skulle stå på pinde for alle. Af og til så han på mig. Det var nogle komiske ansigtsudtryk han fik, og som fotograf kunne jeg ikke lade være med at smile.
Det så han: ”Nå det skræmmer Dem vist ikke” -
”Nej, det er jo mest besværligt for Dem at komme ned på jorden igen”.
Den kunne han ikke tage, og så lo han: ”Nå lad os så begynde”. Medicinaldirektøren havde været ude at holde foredrag i to kommuner om sundhed og hygiejne i kommunerne, om skarnkasserne og renholdelse i ejendomme, stalde og haver, og ikke mindst om rotternes færden i ejendommene, og nu da rotteloven er ude på det samme, samt rottesikringen som kommunerne selv må bestemme efter rottelovens §2, havde det jo sin betydning, at Direktøren mindede kommunerne derom. Men så ville det så være på sin plads, sagde jeg, at De indirekte arbejdede for, at Folketingets medlemmer tog den sag op til forhandling. Som De ved, har jeg slidt trapperne i Folketinget de sidste år for det samme – og da De selv er der som medlem i Venstres række – og da jeg ved, at Folketingets medlemmer er en stor familie, der gerne vil hjælpe hverandre, og da en fjerdedel af kommunerne står bag mig med dette forlangende – vil deres agtelse ud over landet stige betydeligt, og respekten for Dem har jo også sin værdi.
”Ja, det er godt med Dem, og det fremførte kan være rigtigt, men jeg er ikke interesseret i Folketingets arbejde – lad Indenrigsministeriet og de udvalgte folketingsmedlemmer, som kommunerne har valgt, gøre dette arbejde – jeg har meget andet at bruge tiden til, som måske er vigtigere”.
”Ak ja, hr. Direktør, De vil som mange andre ikke gå andre folk i bedene, men De kan da nok se, at det vil være rigtigt med tvungen rottesikring over hele landet”.
”Ja, det er helt i orden, det De arbejder for, men jeg har ikke tid at være med; så snart jeg får tid, rejser jeg til udlandet og skal holde foredrag et årstid, så lad dem arbejde med det, som er hjemme”.
”Ak ja, det er som en høstak her i København, hvor alle landets kloge hoveder samles; det er næsten umuligt for en rottejæger at vende sig-”
”De har ret – De er ikke den første, som løber panden imod, at De ikke eller meget vanskeligt kan komme til vejs ende. Men en ting kan jeg sige, at da det ikke findes nogle steder i den sag, de arbejder for, vil de alle give Dem ret, men derfra og til at få sagen gennemført er en lang vej”
”– Ja, der var en ministeriel medarbejder, som en dag sagde til mig, at jeg gjorde ministeriet mere besvær end både giftkontrollen og rottesagen gjorde – nå men så må jeg vel stikke af”.
”Ja, jeg kan ikke hjælpe Dem, kan De jo nok forstå”.
..
Det varede 20 minutter; det var en lang tid for en direktør at ofre på en rottejæger. Da jeg fortalte Strøm det, lo han: ”Ja, du vil få mange skuffelser endnu her i livet, men du har jo også alderen, som kan tage det”. Ja man er jo ikke jyde for ingenting.
Så var der den højt ærede Formand for Folketinget, Hr. Gustav Pedersen, som jeg løb på en dag uden for Folketingets dør – hilste på ham – det skulle jeg nok ikke have gjort - der var meget travlt den dag med Odense Svineslagteris strejkevarsel, og Folketinget arbejdede for at stoppe den. Jeg fortalte ham, hvem jeg var, om brevet han havde fået fra Sdr-Nr-Onsild Kommune; han kiggede lidt på mig, og sagde så ”Jeg har ikke fået brev derfra, og det kan ikke nytte, at de kommer til mig, jeg kan se, at De er fuld af fidusstreger , , , , ”
(gad vide, hvilke gloser farfar her har udeladt)
Jeg var fuldstændig paf, og førend jeg havde samlet mig sammen, var han indenfor i folketingssalen, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Folk så på mig, og rigsdagstjenerne havde travlt ved deres bord. Det varede 5 minutter, inden hjernen var klar; jeg var vel godt gal i hovedet.
..
 

 

 

1954

Når man samler rotteudryddelsens resultat sammen fra 1939 til 1954, ser det således ud, at firmaet Pur har arbejdet med 350 kommuner, hvor 30 til 85 % af ejendommene var befængt. Arbejdet med disse kommuners ejendomme gav jo rutine, og resultatet var altid 95-98 % rottefri ejendomme.
Man skulle jo så tro, at henvendelserne herom til Indenrigsministeriet, som er ansvarlig for rottesikringsloven, skulle være interesseret, men nej – heller ikke Sundhedsstyrelsen eller Landbrugsministeriet eller Finansministeriet, som kunne spare 2 milliarder årligt, var interesseret. Firmaet Pur blev bagtalt og misrekommanderet i samtlige de sidste tolv år, desuagtet at de alle i regeringskontorerne vidste, at Pur altid havde haft ret. Men der kunne ikke nedsættes en undersøgelse af sagen, velsagtens fordi de vidste, at de ville tabe en sag herom.
Ifølge de erfaringer, som er indhøstet i de sidste 14 år, har rotterne mindst kostet Danmark mellem 1 og 2 milliarder kroner årligt i føde og ødelagte ejendomme. Kemikaliekontrollen bruger 15 ører daglig til at holde en rotte i live, og en fri rotte nøjes ikke med føde for 15 ører.
 

 

 

 

Her slutter så farfars beskrivelse af sit liv og sine oplevelser. Han følte nok ikke, at han blev hørt de sidste år, men han var ikke en bitter mand. Vi besøgte ham og Soffi i Aalborg på deres gamle dage; Vi spillede stadig Rommy, og når klokken var middagsradioavis, satte han sig med støvlerne oppe, lukkede øjnene og sov en lille time – og der blev stille som i gamle dag, da vi var små.
Sidste gang vi så ham, var han 92 år; han besøgte os i København en vinter, gled og brækkede hoften. Blev lappet sammen med søm og skruer på Riget, rejste hjem til Aalborg og fortsatte livet endnu et par år, jyden. Han var sej.